Marathon for første gang – hvordan gjorde jeg (3)

Endelig er vi klar til start:
Det var en utrolig oplevelse at stå der blandt næsten 40.000 mennesker og klappe i takt lige inden starten. Det var lige så hårene rejste sig i nakken, og til at man kneb en tåre. Helt fantastisk følelse. Så blev vi sendt afsted i etaper alt efter hvilken tid man havde meldt sig til. Vi stod et stykke nede bagved, men derfor var trængslen ikke mindre. I starten gik det lidt langsomt, ja ikke fordi at vi skulle løbe meget hurtigere, man skulle være meget opmærksom, at man ikke faldt over hinanden.

Så begyndte problemerne at melde sig, allerede efter kun 10 min. løb, ja, det var sådan set ikke fordi jeg troede det var problemer på det tidspunkt, men snarere nervøsitet. Jeg skulle lade vandet. Der var ikke andet at gøre end at rende ind imellem nogle træer, der tilpas var på dette sted. Nå videre, to af os fandt hurtigt ind i en god rytme, det var næsten ligesom en maskine. Jeg havde fået det råd af en inkarneret marathonløber inden løbet, at jeg SKULLE drikke både et glas erergidrik og et glas almindeligt vand ved hver post, så det gjorde jeg selvfølgelig. Det skulle senere vise sig at det var alt for meget til mig, da jeg ikke er den type der sveder så meget, men da det jo var første gang, er man nødt til at gøre sig sine erfaringer.

Maven fik det rigtig dårligt, så jeg skulle på toilettet rigtig mange gange under hele turen, hvilket selvfølgelig var en enorm belastning. Der var ikke noget i vejen når jeg løb, men lige så snart jeg stoppede for at drikke, gik mine tarme simpelthen igang. Utroligt. Nå men det skulle ikke slå mig ud, for selve stemningen under hele løbet var helt fantastisk, der var omkring 1 million tilskuere som alle opmuntrede os undervejs. Oveni var der ca 60 musikbands som spillede forskellige steder på ruten. Ikke at forglemme alle de løbere der var klædt ud på den ene eller anden måde. Fantasien havde simpelthen fået “frit løb”. Utroligt at de ikke fik hedeslag.

De første 33 km. gik helt fantastisk, vi løb bare, det begyndte måske at blive lidt trivielt og der var vist heller ikke så mange tilskuere lige der. Måske var vi nok også lidt trætte på det tidspunkt, men humøret var højt. Nu begyndte folks kvaler at melde sig, der var mange der ikke havde det helt godt på det tidspunkt. Jeg havde også drukket så meget, at jeg var sikker på at hvis jeg fik bare en dråbe mere ned, så ville det hele komme op igen.

Endelig kunne vi se Brandenburg Tor, hvilket klimaks. Dette havde vi bare ventet på i et halvt år, og vi løb endnu, fantastisk. De sidste 200 meter var godt nok lange, men hvad gjorde det. JEG KLAREDE DET. Vi fik medaljen lige da vi kom i mål, hvilket også var en oplevelse i sig selv. Det var en ældre mand der lagde medaljen om min hals, og han stod med tårer i øjnene, hvor rørende.

 

Ja tro det eller ej – om aftenen skulle vi selvfølgelig fejre vores løb. Vi var ude at spise med hele bussen, og dans bagefter. Det var bare om at bide smerten i sig, for man var vel lidt øm, men også meget HØJE.

På vejen hjem i bussen begyndte vi faktisk at tale om hvornår vi skulle løbe marathon igen – jo, det er ikke sidste gang.

Marathon for første gang – hvordan gjorde jeg (2)

Væske: 

Væske, ja det er noget man skal prøve sig frem med. Der er meget delte meninger omkring det. Nogle mener man skal drikke kontinuerligt og andre mener først når man føler tørsten, men faren ved det er, at det måske kan være for sent, og man allerede er dehydreret. Vi drak ca. for hver 5 km. det passede nogenlunde til vores temperament. Undtagen i sommerperioden, hvor det var lidt varmere, er det en god ide at have et drikkebælte med, så du altid har lidt.

Efter en hård træning er det vigtigt at få fyldt depoterne op igen. Hermed mener jeg at musklerne skal have noget at leve af igen. Musklerne er faktisk i en meget dårlig forfatning efter sådan en lang tur. Hvis man derimod sørger for at fylde depoterne op, inden ½  time efter man er kommet hjem, suger musklerne faktisk ligesom en svamp, og de tager knap så lang tid at komme sig igen, som hvis man ikke spiste noget.

Efter ½ års træning – Så er vi endelig klar!
Da det hele er første gang for os alle, har vi simpelthen tilmeldt os turen med Marathon Travel. De har specialiseret sig i sådanne ture, så vi ikke skal tænke på noget, men bare sætte os ind i bussen og koncentrere os om at løbe. Det kan anbefales, og det var rigtig godt tilrettelagt.

Vi stod på i Padborg som de sidste, men kom alligevel til at sidde sammen. Super. Derefter gjorde vi holdt ved grænsekiosken, hvor vi købte i stride strømme at slik og lignende (der var vist nogen af os der havde læst at man gerne måtte spise slik. Det bildte vi os ihvertfald ind). Nu havde vi jo været rimelig sunde det sidste halve år, så vi “hyggede” os rigtigt på vej ned, hvilket nogen af os skulle komme til at fortryde.

Endelig i Berlin sidst på eftermiddagen, hvor vi blev kørt direkte ud til messehallerne, for at få vores pose med løbenummer og diverse reklameting og blade. Der var temmelig mange mennesker, så vi måtte stå lidt i kø, men egentlig ret hyggeligt alligevel. Vi kunne også købe alverdens sportstøj og tilbehør, så man kunne rigtig blive fristet.

Derefter blev vi indkvarteret på hotellet i dobbeltværelser. Selv om vi skulle tidligt op, kneb det lidt med at komme i seng, da vi var rimelig spændte.

Kl. 5 ringede mobilen, det var godt nok tidligt, men vi skulle jo ned og spise, så vi ikke var for fyldte i maven inden løbet. Igen var der nogen der havde læst, at det ikke var godt at drikke kaffe, men der er vi godt nok blevet klogere. Det betød nemlig at der var et par stykker af os, der ikke rigtigt kom på toilettet, og det er absolut en fordel at være ordentlig “tømt ud” inden man skal løbe så langt.

Derefter gik bussen ud til starten, hvor vi først skulle ind og aflevere vores pose med personlige ejendele med vores nummer på, i forskellige busser. Alt klappede bare selv om der var tusinder af mennesker. Vi havde alle en hvid plasticpose med dannebrog på, så vi ikke blev kolde inden starten. Der blev også lige tid til at stå i kø til toiletvognene, selv om det ikke var det mest lækre, var der altså ikke tid eller plads til at være sart.

Fortsættes i næste blog.

Marathon for første gang – hvordan gjorde jeg?

-Hvordan kan jeg klare det?
Der er mange tanker der trænger sig på, når man går og overvejer at løbe en marathon. For mit vedkommende var den allerførste reaktion, da en veninde spurgte om jeg ville være med til at løbe en marathon “Aldrig i livet”! Det var simpelthen for grænseoverskridende synes jeg. Taget i betragtning, at jeg er 47 år, og egentlig kun var begyndt at løbe til “husbehov” et par år forinden, var det  i mit hoved kun noget de virkelig seriøse gjorde. Troede jeg!
Hvad jeg ikke var klar over var, at hun havde plantet et frø i mit sind. Tanken trængte sig mere og mere på. Ja, til sidst var jeg faktisk overbevist om, at det var det eneste rigtige at gøre. Sikke en sejr hvis jeg kunne…

Som tænkt- så gjort, nu var det så bare om at komme igang.

I starten gør man sig ikke begreb om hvor meget tid man skal bruge til at træne. Ja dvs. vi var 5 piger til sidst, som alle var besluttet på at vi skulle løbe den marathon. Vores mål var Berlin Marathon, vi havde hørt at den var god til nybegyndere, da der ikke var nogen særlig stigninger. Hvilket er en meget vigtigt faktor, da det virkelig kan tage pusten fra en, når man skal løbe så langt. Man er jo også nervøs, fordi man ikke har nogen ide om hvad det vil sige at løbe distanchen, når man aldrig har prøvet det før.

-Hvordan træner man sig op?
Selve træningen er faktisk ikke særlig kompliceret, man kan simpelthen gå ind på flere hjemmesider og printe et program ud. Alt afhængig af hvor lang tid man vil bruge på det, er der programmer der tager udgangspunkt i 3 til 5 x ugentlig træning. Marathon Travel har et program til alt fra 10 km til en marathon, både for øvede og ikke øvede. Programmerne er skrevet af Allan Zachariasen. I Form har også programmer, men man skal være abonnent for at kunne downloade programmet herfra.

Vi valgte at træne ca 3 gange om ugen, da vi alle havde mand, hus, arbejde og ikke mindst børn, som også skulle passes. Det er specielt en god ide, at have familien med på ideen, da meget af ens tid jo går med at træne. Ihvertfald ikke mindst til sidst, hvor de lange ture kommer ind. Det er ikke så krævende i starten, men de sidste uger havde vi planlagt med vores mænd, at de på skift kom ud med væske og mad til os. Det var bare rigtig godt.

-Er det nu så vigtigt med den kost?
Ja, man tror det måske ikke i starten, men man kan sagtens mærke om man er tanket op med den rigtige kost eller ej. Det giver sig ihvertfald til udtryk, når man er på farten, man kan simpelthen mærke, om man har kræfterne eller ej. Det er det samme med en bil der kører på Benzin, den kan jo heller ikke køre på disel, vel? Selvfølgelig er der nogle dage hvor man er bedre oplagt end andre.

Det er vigtigt inden man løber de lange ture at have fået noget mad med langsomme kulhydrater, så man har noget at tære på. Derefter er det også vigtigt at man har spist i god tid inden løbet. Derefter skal man ude på ruten have noget der giver hurtig energi. Det kan godt lyde som en hel videnskab men det er faktisk ikke så indviklet.

Fortsættes i næste blog.